Hvorfor er det her virkelig en bog, vi anbefaler dig at læse?
Vi havde længe ledt efter en måde at drive forretning på, der kunne give os mere frihed. Men især noget, der kunne gøre, at vi følte, at vi for alvor skabte noget. Fik frigivet tid til at skabe noget – at vi kunne skabe noget, der var større end os, og som gav os mere tid og større lyst til at arbejde med vores passion. Ferriss fik virkelig sat en stopper for vores higen efter succes, som i høj grad var blevet til en overivrig og febrilsk hverdagskamp.
Hvordan kan man være så passioneret og viljestærk, men stadig stå i stampe og blive demotiveret hele tiden?!
Hvad har “4-timers arbejdsuge” gjort for os?
Især det Ferriss gør med at vende succesbegrebet rundt uden at vende det på hovedet, var faktisk en mind blowing oplevelse. Især hvis du er selvstændig som os, der elsker dit arbejde og vil gøre en forskel for andre, skal du gøre dig selv den tjeneste at se nærmere på denne bog.
Fem vigtige pointer i vores øjne
- Dit succesbegreb ‘mange penge’ skal skiftes ud til ‘begejstring’
- Din tid skal bruges smartere med 80/20-reglen
- Du skal skabe fleksibilitet og tid med automatisering og uddelegering
- Spar tid ved at svare kort på mails og bunke dine opgaver
- Start med at skabe en forretning, der giver dig en fire timers arbejdsuge
Tænk rigdom på en ny måde
Her i Danmark har vi på en eller anden måde en fastgroet idé om, at rigdom er fjenden. Vi skal være lige – men derfor kan vi da godt tænke smart. Timothy Ferriss lader os se på rigdom på en helt anden måde. Og selvom han har fokus på penge, skal du vide, at det især handler om, hvad penge kan gøre for dig. For penge er ikke noget værd i sig selv.
Ferriss taler om “den nyrige”, som kan leve som en millionær uden at have en million.
Det handler i langt højere grad om prioritering og frihed. Du kan sagtens stå på ski og se nordlyset danse i Lapland uden at have en million stående i banken. Du skal skifte dit succesbegreb ud med “Mange penge og stor prestige” med “Hvad synes jeg virkelig er spændende?” Og så skal du virkelig huske: Det modsatte af succes er ikke fiasko. Det modsatte af fiasko er kedsomhed!
Ferriss presser os ved at sige fire timers arbejdsuge. Fire timer! Det er sindssygt lidt. (Og en genial overskrift ifbm. branding af sin bog!) Men det presser os også til at tænke: Okay, hvordan kan jeg ikke bare tænke smart om det her. Hvordan kan jeg tænke SUPER smart?
Så ender du ikke bare med at have pengene, men også TIDEN og FLEKSIBILITETEN til at opleve og opfylde dine ønsker med de penge, du tjener.
Faktisk får han mellem linjerne sagt, at hårdarbejdende mennesker, der sælger deres tid for penge, er dem, der er allermest er spundet ind i en negativ spiral.
Ja, det gælder også dem der tjener mange penge pr. time, fx revisorer eller advokater. Han er selv uddannet revisor!
Du bruger ikke bare al din tid, men det hele, og når du endelig har fri, kan du sandsynligvis ikke nå at opleve det, du vil. Og ofte har du faktisk ikke penge til det heller, fordi du har brugt det meste på ting, der viser, hvor dygtig du er (og dermed hvor meget andre bør lytte til dine råd). Så spørgsmålet er, om du føler dig ligeså død indeni som Ferriss over din arbejdsdag i dag? Og om du heller ikke kan se dig selv blive en big shot indenfor dit felt på bekostning af et super kedeligt, fanget og hårdt liv de næste 30+ år?
Hvis målet ikke er succes, hvad er det så?
Start med at definere dine mål. Hvad vil du egentlig? Ikke bare målet for succes (som både kan være meget konkret i kroner og ører eller super vagt som fx ‘succesfuld’). Men målet i dit liv. Hvad er det vigtigste egentlig? Fx peger Ferriss på pension som et mærkeligt lys for enden af arbejdstunnelen, der kommer når al ungdom og kraft er væk. Hvorfor ikke have tid til at tage på minipension flere gange i løbet af livet? Hvad med dine kære? Bruger du tid nok med dem? Er I sammen på en god måde? Hvad med oplevelser? Der kan være meget, der kan komme på listen! Lav en liste - definer dit mål! Og ja, så skal du faktisk sætte super høje mål: For ofte er det de allermest urealistiske mål, som er nemmest at nå, fordi ingen andre tør at gøre det. Fx at få hjælp fra den øverste stjerne, du overhovedet kan komme i tanke om.
Formularen på en fire timers arbejdsuge er ifølge Ferriss, det han kalder DEAL:
- Definition (som du lige har læst om)
- Elimination
- Automation
- Liberation (frihed)
Tænk smart og fjern alt det, der tager tid
For at nå mere skal du gøre mindre. Pareto-princippet eller 80/20-reglen siger os bl.a., at 80% af vores indtjening kommer fra 20% af vores kunder. Så ja, du bruger din tid forkert! Få de vigtigste ting identificeret og stop med at bruge tid på resten. Bare stop! Der er så meget tid at hente rundt omkring. Og særligt når det kommer til vores måde at omgås hinanden på.
Du skal stoppe med at læse nyheder – det gør intet godt for dig, og du får det vigtigste at vide alligevel. Fjern forstyrrelser i det hele taget, så du kan bunke din tid og skabe rum for at gå i flow og få ting gjort. I stedet for at give dig mange ugentlige og daglige opgaver, skal du samle dem sammen. De daglige eller ugentlige opgaver ser fint ud i teorien, men er noget hø i praksis.
Det gælder for alt fra betaling af regninger, læsning og besvarelse af e-mails eller lave content til markedsføring. Lad være med at skifte din lorte-chef ud med en anden lorte-chef, nemlig dit fortidige jeg, der aftalte med dig selv, at du ville gøre det og det hver dag! ;-)
Styr dine omgivelser og især dine e-mails!
Lov, at du aldrig mere starter din dag med at tjekke e-mails. At du sørger for at få færdiggjort dagens vigtigste opgave inden frokost. Og at du lærer at besvare mails på tre sekunder. Oftere end du tror er et “Ok, super fint :-)” mere end rigeligt (hey - så sparer du også dine modtageres tid!). Lær andre, at du tjekker mail én gang om ugen (ok, vi synes stadig det er lidt radikalt, og det er ikke sikkert, at det passer til der hvor du er – men Ferriss har faktisk gjort det!).
Skab for pokker den frihed!
Vi lever i en tid med mere og mere automatisering. Og ja, du skal se at få det udnyttet - for det kommer dig til gode med det samme, og du vil være dig selv evigt taknemmelig! Så hvis du fx har en webshop, så lad være med selv at stå for at pakke og sende de ting, du sælger. Få en virksomhed til det! Send automatiserede mails og automatiser din markedsføring så meget som muligt.
Du kan købe dig til arbejdskraft fra nogen, der både er bedre end dig, men som er mere motiverede! Det kan også være virtuelle assistenter, som du kun kommunikerer med online (dvs. du er fleksibel). Igen: Vær ligeglad med, om du kunne tjene flere penge på at gøre tingene selv. Du skal være fleksibel og automatisere og uddelegere arbejdet.
Bliv fri - også fra en ansættelse
Få fleksibilitet fra dit arbejdssted for at øge din mobilitet og skabe frihed. Hvis du er ansat, skal du vende lidt rundt på DEAL, og i stedet gøre det i en lidt anden rækkefølge: DELA. Årsagen er, at du bliver nødt til at frigøre dig fra din arbejdsplads, så du faktisk kan gå så meget ned i tid uden at blive fyret på vej derhen.
Bliv selvstændig med en fire timers arbejdsuge
Sørg for at uddelegere så meget som muligt, så du tjener penge, men ikke skal være til stede på et særligt tidspunkt. Vis din ekspertise, hvis du sælger viden, men du skal ofte kun vide en smule mere end kunderne og bare gøre det (fx hvis du har en webshop eller lignende). Test markedet før du laver dit produkt.
Du er ikke sikker på at få succes med det, du laver, selvom du på papiret opfylder alle krav. Markedet skal være der. Før du fx laver en t-shirt fra bunden, bygger en webshop til dem mv., kan du prøve at putte dit design på en eksisterende t-shirt og sælge den på den Blå Avis. Hvis dit design sælger dér, ved du, at der er et marked for det.
Branding og salg af din super gode idé
Sørg for at kunne fortælle værdien af din idé med én sætning. Derudover skal du gøre det super nemt og meget simpelt at købe dit produkt. Lad være med at have tusind valgmuligheder. Fokuser på de rigtige kunder og gør det muligt at købe en premium-udgave af dit produkt til en høj pris – det fungerer super godt til sammenligning med en mindre pris med et skrabet produkt.
Og så sørg for virkelig at love noget – og holde det! Dit produkt skal virkelig være godt. Hvis de ikke er tilfredse, kan de få pengene tilbage. Igen en meget vigtig pointe.